Forside

Formålet!

Vi kombinerer dyrevelfærd og naturpleje, og resultatet bliver lækkert oksekød.
Dyrene går i Teglværkskoven, som er ca. 18,5 ha. Skoven er en naturperle i sig selv – helt uspoleret. Skoven tilføres hverken gødning eller kemikalier, så dyrene lever udelukkende af den naturlige vækst i området, og de bidrager samtidig til naturpleje af skoven.
Dyrene er som regel meget tamme, og man kan se at de trives og har det godt. Det er en fantastisk oplevelse at gå en tur i skoven og finde dyrene sammen med familie, venner m.v.
Dyrene kommer på græs om foråret og til efteråret hentes de og køres til slagtning, hvor man selv kan vælge, hvordan udskæringen skal være.
Bestyrelsen tager sig af alt det praktiske med planlægningen af opkøb, aftaler med landmand, slagter, dyrelæge m.v. Foreningen afholder jævnligt arrangementer. Vi har også mulighed for at besøge landmanden inden dyrene kommer på græs.

Hvad koster det?

Vi køber gode kødracer, og kiloprisen afhænger selvfølgelig af hvor store dyrene bliver. Prisen kan derfor svinge lidt, men da Teglværkskovens Græsningslaug udelukkende er baseret på frivillighed, så får man kødet til rene indkøbspriser.
Den mindste andel man kan tegne er ¼ kvie, svarende til ca. 60 – 70 kg. Man betaler et depositum på 3.000 kr. pr. 1/4 kvie ved tilmeldingen. Man kan forvente at depositummet ca. dækker alle udgifterne. Dog vil der blive lavet et slutregnskab efter slagtning hvor den endelige kilopris udregnes.

I den periode, hvor dyrene går på græs skal de tilses jævnligt. Derfor laves der en vagtplan, hvor man får tildelt nogle vagter. Der udsendes en udførlig vejledning angående disse vagter. Hvis man bor langt fra Frederikshavn eller man har fysiske begrænsninger, er der mulighed for at lave særlige aftaler – disse laves med formanden for Græsningslauget.

For at kunne aftage kød er det en forudsætning, at man tegner et medlemskab. Man kan sagtens være medlem uden at skulle aftage kød.

Medlemskabet koster kr. 200 pr. år.